Lions Clubs arrangement for ældre i Forum Horsens - den 12. maj 2007

Tekst & foto: Lars Krøldrup

 
Lørdag den 12. maj, ved middagstid tog HSO til Horsens, hvor vi skulle spille for 700 ældre ved Lions Club Bygholms årlige arrangement.

Bussen blev pakket på rekordtid, det er jo ingen sag, når Øsbirk Turist efterhånden altid stiller med deres nye, stor trailer, hvor alt vores udstyr kan stå i et lag i bunden.
Efter ankomst til Forum Horsens og udpakning af instrumenter, stillede vi op i det ene hjørne af sportshallen - hal 2. Det var et lidt dårligt sted at placere os, men med 700 mennesker i salen og en scene pakket med harmonikaspillere, måtte vi tage til takke med denne placering.

Da vi havde stillet op, gik orkesteret ud i forhallen, hvor strategien for fællessangen "Se det summer af sol over engen" blev lagt og nummeret blev øvet et par gange. Vi havde glemt at vi skulle spille indtil tirsdagen før, så med kæmpe hjælp fra Christine, som tirsdag aften mellem 19.30 og 21.00 nåede at arrangere nummeret ud i flere stemmer, skrive dem ud til hele orkesteret og sende dem til mig, kunne vi udlevere noderne inden orkestermedlemmerne gik hjem tirsdag aften.

 


 
Placeret i hallen, spillede HSO for til fællessangen, - det gik rigtigt godt - inden vores koncert kunne gå i gang.

Orkesteret leverede en flot koncert, med numre valgt efter publikummet og i hvert tilfælde halvdelen af salen fik en dejlig oplevelse og nød koncerten. Den halvdel af salen, som var længst væk fra os, hørte koncerten, men der var det hyggesnakken der dominerede lydbilledet. Det var lidt trist, men en rigtig flot koncert for 350 medlevende tilhørere er også godt.

Lige så snart vi var færdige, gik Dario Campeotto på scenen og vi pakkede sammen i stilhed, inden vi efter en forfriskning, kunne køre tilbage til Hovedgård. Først måtte vi dog lige sige farvel til Fie, der kørte direkte ned til Schweiz, hvor hun skulle tilbringe den næste uges fridage.

 










 

Fortsæt til indvielse af den nye legeplads i Anlægget i Hovedgård

Tilbage til forsiden