Julekoncert - den 9. december 2006
Tekst:
Ole Krahn - Foto: Mogens Andersen (Stines onkel) og Ole Krahn
HSO's julekoncert 2006 var den 43. i rækken og var på alle måder lige så flot som de foregående. Der var godt og vel fuldt hus i hallen, og orkesteret var opsat på at vise de mange tilhørere, at der også i 2006 kunne spilles koncert på et niveau, man ikke finder ret mange andre steder. Om eftermiddagen før koncerten afholdt Hovedgård Skoleorkesters Venner julefrokost i klubhuset. Sidste år havde der været meget ringe tilslutning til julefrokosten, så bestyrelsen havde egentlig besluttet, at der ikke var basis for en julefrokost i år, men sådan skulle det ikke blive. En del af de nye gamle orkestermedlemmer pressede på, og da der også i år var talrigt besøg fra Burgsteinfurt, endte det med 32 deltagere til en gevaldig hyggelig julefrokost som en glimrende optakt til julekoncerten. Billeder fra arrangementet kan ses på Vennernes hjemmeside. I flere år har de ældste orkestermedlemmer fra HSO's venskabsorkester i Burgsteinfurt truet med at komme til julekoncerten, men først i år lykkedes det. Rafael, Michael, Jan, Paul og Tim var i mellemtiden gået hen og blevet forhenværende orkestermedlemmer, men det forhindrede dem ikke i at møde op sammen med de trofaste gæster fra Tyskland: Jörg og Gunhild Rehorst og Hermann Albers fra det tyske orkesters bestyrelse. HSO lagde ud med at spille "Pirates Of the Caribbean", som bliver flottere og flottere for hver gang man hører det. "Take The A-Train" var et af glansnumrene fra Sveriges-turen i efteråret, og blev spillet for første gang for det lokale publikum, som derved fik lejlighed til at høre, at HSO også behersker den klassiske swing-stil. Denne stil kan ellers nemt blive lidt gumpetung, når det spilles af et harmoniorkester - men ikke når orkesteret hedder HSO, og har en rytmegruppe, der forstår at spille swing, så det swinger rigtigt. Derefter fulgte "The Pink Panther" med solo for Anders som lyserød panter på barytonsax og Thomas som detektiv på merskumspibe og lup. I "The Chicken" brillerede Jonathan som sædvanligt med en funky bas-solo, der lagde salen ned, og "Mustang Sally" nød rigtig godt af, at Johanne og Anna var tilbage fra efterskole, så de kunne lave de kælne korstemmer, som de er så gode til. I første afdelings sidste nummer, "The Stripper", var der til lejligheden tre rigtige strippere med. Orkesteret plejer at smide jakke og hue midt i nummeret, men til julekoncerten skulle der noget mere til, så Katja, Rebecca og Stine dansede strip-dans foran scenen, og afslørede dermed, at de havde de nydeligste strømpebukser på under uniformsbukserne.
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
Videre til anden del: Spiloppernes koncert
|